INFO TIL LÆRERE

Kære lærer,
Skal I snart skal opleve TOTAL!DANS!? Så håber vi at I vil bruge vores inspirationsmateriale, som giver forslag til hvordan I kan forberede jer på oplevelsen og arbejde videre med de indtryk I har fået efterfølgende. Du kan hente materialet her:

INSPIRATIONSMATERIALE ( PDF)

TOTAL!DANS! opfylder FOLKESKOLENS FORMÅL: Stk. 2. Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle. Læs mere om folkeskolens mål der opfyldes i TOTAL!DANS!

Sidst på denne side kan du læse om vores opfølgende workshop for lærere.


DET SIGER LÆRERENE OM TOTAL!DANS!
‘Tusind tak for i dag. Det var magisk. Jeg er så glad for den oplevelse, som I gav børnene og os. Jeg blev meget rørt over at se, hvordan I kunne appellere til et fælles udtryk. Fantastisk. Her giver Åben Skoles ambition om at bære det elitære ind i skolen til gavn for alle virkelig mening. Hold kæft, hvor er I gode, og hvor er det et prisværdigt initiativ, som I repræsenterer. Jeg er jer meget, meget taknemmelig. Godt tænkt og godt gået.

Hov, jeg fik ikke sagt, hvor tankevækkende det var at se nogle elever være dybt fokuseret og deltagende fra først til sidst. Især en elev, som normalt har svært ved bare at indgå. Han var helt med og seriøs. Det var virkelig dejligt at se. Tak for det indblik.’

’Vi voksne der var med til at se forestillingen, synes det var en helt fantastisk oplevelse! Børnene levede sig helt utroligt ind i forestillingen og var optaget af den helt til den var slut. Både de stille og forsigtige børn turde deltage og de børn som kan være meget kropsligt urolige deltog på en meget fin måde. Vi følte at vi så en forestilling som både dansere og børn havde øvet på i lang tid. Både dans, lys og musik gik op i en højere enhed og vi er som lærere utrolig glade for at vores elever fik denne helt unikke oplevelse.’

‘Ja jeg vil også sige… jeg var meget fascineret af hvor god en gruppe I er… altså det var uden I sagde noget til hinanden kunne I finde ud af at gøre det samme… meget flot synes jeg… for I snakkede jo ikke sammen… I fandt bare alligevel ud af at gøre det sammen… det synes jeg var meget flot… og så fik jeg lidt lyst til at være med…’

‘Elever som ikke altid blomstrer i undervisningen fik lov til at blomstre her. Eleverne ville det rigtig gerne.’

‘Det havde været en overvældende og meget anderledes oplevelse. Mange roser til forestillingen.’

DET SIGER BØRNENE OM TOTAL!DANS!
’altså… jeg synes det var lidt svært og ret nemt at følge med bevægelserne… men man skal også koncentrere sig og virkelig spænde musklerne og så nogen steder skal de være lidt slappe og andre steder skal de være spændte…’

’At man bruger sin krop i bevægelse og man laver alle mulige ting som man ikke har prøvet før…

’Det var det sjoveste jeg nogensinde har prøvet’

’I kunne bare bruge jeres krop rigtig flot…’

’…altså jeg synes det var specielt sjovt på grund af al den gode musik…’

’Det var ikke sådan noget musik man hører i radioen

’Jeg synes det var vildt…man sveder…’

‘Vi var sådan nogen ulve…’

’Der hvor man lå ned… oog…det var sjovt…’

’…at man fik sin krop i ro og da hun spillede på violinen så var det ligesom om man kunne høre naturen…’

’Altså det var sådan ligesom at først så gik vi ud og så gik vi ind… det var mega mærkeligt… ligesom når man bliver trukket af et reb…’

’Øøh det kunne også være en enhjørning… en enhjørning vil i hvert fald også kunne lave en vejrmølle…’

’Øøøhm jeg føler i hvert fald at vi er ude i naturen… og man ryster og man bliver sådan helt bange og man føler… og man føler man laver noget rigtigt…’

’Jeg vil danse mere…’


OPFØLGENDE LÆRER-WOKSHOP

Efter vores besøg kan vi lave en opfølgende lærerworkshop.

I workshoppen vil vi sammen reflektere over TOTAL!DANS!. Vi vil dele oplevelser og tanker man har haft ved at observere forestillingen og gennem fysisk arbejde med kroppen, udforsker vi nogle af de mekanismer der er på spil i TOTAL!DANS!. Vi vil arbejde med non-verbal kommunikation og prøve danseopgaver, som I kan bruge direkte med jeres klasser.

Vi sætter vores kunstfaglighed i spil og håber at I, med jeres lærerfaglighed, kan blive inspireret af og bruge vores arbejde. Målet er at få nogle sjove og lærerige timer sammen.

Workshoppen foregår i en afslappet og fokuseret atmosfære hvor der er plads til både humor og fordybelse. Den kræver ikke særlige fysiske forudsætninger, blot lyst til at undersøge og lære.

Kontakt os for tilbud